Henrik Colding-Jørgensen:
SJÆLEN OG SOMMERFUGLEN
for
sopranino-blokfløjte og cembalo 1988, 1990
Værket er
komponeret til Duo Selin: Elisabeth Selin og Ingrid Myrhøj. Inspirationen er
først og fremmest hentet fra Chuang Tsi, et kinesisk filosofisk
værk fra fjerde århundrede før Kristus. Chuang Tsi er mystiker, og skriver ud
fra en grundlæggende oplevelse af Tao, Vejen.
Søren Egerod
har i 1955 og 1981 udgivet oversættelser af nogle af kapitlerne fra Chuang Tsl
under fællestitlerne "Sjælen og Sommerfuglen" og "Forstanden
drager nordpå". Såvel værkets titel som de enkelte satstitler stammer fra
disse oversættelser.
2., 4. og 6.
sats er komponeret i 1988 og blev uropført på Det Fynske Musikkonservatorium
4.12.1988. De øvrige satser er komponeret i 1990 med uropførelse på Københavns
Bymuseum 13.10.1990. De seks korte satser er alle inspireret af bestemt steder
i teksterne:
Uden Mål Og
Med.
Kapitlet
"Forstanden drager nordpå" begynder med et tilfældigt møde mellem
Forstanden og Uden-Mål-Og-Med. Forstanden spørger blandt andet, hvilke tanker man
skal tænke for at forstå Vejen, og hvilke veje man skal gå for at finde den. Men
han får ikke noget svar. Uden-Mål-Og-Med anede ikke, hvad han skulle have
svaret.
Strejfe
omkring
udspringer af slutningen
på kapitlet "Om at strejfe", hvor Chuang Tsi skriver om et stort og
nytteløst træ, og foreslår sin samtalepartner at plante det hinsides de
endeløse vildmarker, så han kan afstå fra al sin gøren og laden og blot strejfe
omkring.
"Jeg
vil altid være menneske."
Kapitlet
"Den store forfader og lærer" handler om livet og døden. Det Sande
Menneske accepterer forvandlingerne og sætter sig ud over dem; - man opnår
noget fordi tiden er inde, og mister det fordi alt må gå sin gang. Den døende
hr. Lai siger det således: Hvis vi nu i samme stund vi begynder at blive iklædt
menneskelig skikkelse straks råber: "Jeg vil altid være menneske, jeg vil
altid være menneske!", så vil skaberen nok mene at der ikke er megen lykke
ved os.
Skiftende åbenbaringsformer
er slutordene i
kapitlet "Naturens orgel", som handler om selve verdens eksistens.
For mystikeren er tingene lig deres egne modsætninger: Stort er småt, og småt
er stort; forskellene mellem tingene beror på os, ikke på tingene; Det Sande Menneske
fælder ikke domme. Men samtidig hedder det: "Hvis vi da lader det, der
foregår i vort eget hjerte, være vor rettesnor, hvor er det da muligt, at nogen
skulle kunne mangle en rettesnor at gå efter?"
En pind
gennem køernes næser.
I den lange
dialog mellem Flodens ånd og Nordhavets ånd, som findes i kapitlet "Over
alle bredder", spørger Flodens ånd: "Hvad er det, du kalder for det
himmelske, og hvad er det, du kalder for det menneskelige?" - Og hertil
svarer Nordhavets ånd: "Køer og heste har fire ben. Det er i
overensstemmelse med det himmelske. At tøjle hestene og stikke en pind gennem
køernes næser, det er et udslag af det menneskelige. Derfor hedder det: Lad
ikke det menneskelige udslette det himmelske." -
Her på
broen over Hao.
En lille dialog
slutter kapitlet "Over alle bredder": Chuang Tsi og en ledsager
betragter de små fisk, som leger i vandet, og diskuterer, om Chuang Tsi nu også
kan vide at det er deres bedste fornøjelse at svømme frem og tilbage, som de*t falder dem
ind. - Men han slutter diskussionen med at sige: "Jeg står her på broen
over Hao, derfor kender jeg dertil."
Henrik
Colding-Jørgensen August 1990