Henrik Colding-Jørgensen:

SJÆLEN OG SOMMERFUGLEN

for sopranino-blokfløjte og cembalo 1988, 1990

 

Værket er komponeret til Duo Selin: Elisabeth Selin og Ingrid Myrhøj. Inspirationen er først og fremmest hentet fra Chuang Tsi, et kinesisk filosofisk værk fra fjerde århundrede før Kristus. Chuang Tsi er mystiker, og skriver ud fra en grundlæggende oplevelse af Tao, Vejen.

 

Søren Egerod har i 1955 og 1981 udgivet oversættelser af nogle af kapitlerne fra Chuang Tsl under fællestitlerne "Sjælen og Sommerfuglen" og "Forstanden drager nordpå". Såvel værkets titel som de enkelte satstitler stammer fra disse oversættelser.

 

2., 4. og 6. sats er komponeret i 1988 og blev uropført på Det Fynske Musikkonservatorium 4.12.1988. De øvrige satser er komponeret i 1990 med uropførelse på Københavns Bymuseum 13.10.1990. De seks korte satser er alle inspireret af bestemt steder i teksterne:

 

Uden Mål Og Med.

Kapitlet "Forstanden drager nordpå" begynder med et tilfældigt møde mellem Forstanden og Uden-Mål-Og-Med. Forstanden spørger blandt andet, hvilke tanker man skal tænke for at forstå Vejen, og hvilke veje man skal gå for at finde den. Men han får ikke noget svar. Uden-Mål-Og-Med anede ikke, hvad han skulle have svaret.

 

Strejfe omkring

udspringer af slutningen på kapitlet "Om at strejfe", hvor Chuang Tsi skriver om et stort og nytteløst træ, og foreslår sin samtalepartner at plante det hinsides de endeløse vildmarker, så han kan afstå fra al sin gøren og laden og blot strejfe omkring.

 

"Jeg vil altid være menneske."

Kapitlet "Den store forfader og lærer" handler om livet og døden. Det Sande Menneske accepterer forvandlingerne og sætter sig ud over dem; - man opnår noget fordi tiden er inde, og mister det fordi alt må gå sin gang. Den døende hr. Lai siger det således: Hvis vi nu i samme stund vi begynder at blive iklædt menneskelig skikkelse straks råber: "Jeg vil altid være menneske, jeg vil altid være menneske!", så vil skaberen nok mene at der ikke er megen lykke ved os.

 

Skiftende åbenbaringsformer

er slutordene i kapitlet "Naturens orgel", som handler om selve verdens eksistens. For mystikeren er tingene lig deres egne modsætninger: Stort er småt, og småt er stort; forskellene mellem tingene beror på os, ikke på tingene; Det Sande Menneske fælder ikke domme. Men samtidig hedder det: "Hvis vi da lader det, der foregår i vort eget hjerte, være vor rettesnor, hvor er det da muligt, at nogen skulle kunne mangle en rettesnor at gå efter?"

 

En pind gennem køernes næser.

I den lange dialog mellem Flodens ånd og Nordhavets ånd, som findes i kapitlet "Over alle bredder", spørger Flodens ånd: "Hvad er det, du kalder for det himmelske, og hvad er det, du kalder for det menneskelige?" - Og hertil svarer Nordhavets ånd: "Køer og heste har fire ben. Det er i overensstemmelse med det himmelske. At tøjle hestene og stikke en pind gennem køernes næser, det er et udslag af det menneskelige. Derfor hedder det: Lad ikke det menneskelige udslette det himmelske." -

 

Her på broen over Hao.

En lille dialog slutter kapitlet "Over alle bredder": Chuang Tsi og en ledsager betragter de små fisk, som leger i vandet, og diskuterer, om Chuang Tsi nu også kan vide at det er deres bedste fornøjelse at svømme frem og tilbage, som de*t falder dem ind. - Men han slutter diskussionen med at sige: "Jeg står her på broen over Hao, derfor kender jeg dertil."

 

Henrik Colding-Jørgensen August 1990